ETIK
“It’s not cruel – it’s natural”
INTRODUKTION:
Da Zoologisk Have i København besluttede at aflive den unge to-årige giraf Marius for ti år siden, vakte det stærke følelser og skarpe holdninger og kritik både i Danmark og i udlandet. I dette afsnit skal I arbejde med de forskellige synspunkter, som filmen præsenterer, og der lægges op til diskussion om de etiske og moralske dilemmaer, der er forbundet med Marius’ historie. Del 2 indeholder en praktisk workshop, hvor I skal afholde en panetdebat i klassen.
SAGEN OM GIRAFFEN MARIUS
Marius kom til verden i Københavns Zoologiske Have i 2012. Da giraffen blev kønsmoden, startede rivaliseringen mellem hannerne (Marius og hans far), som i naturen ville have betydet, at Marius var draget ud for at finde sin egen nye flok. På den begrænsede plads i Zoologisk Have betyder det mistrivsel.
Zoologisk Have undersøgte derfor, om Marius kunne få plads i en af de andre haver i Europa, som de har et formelt samarbejde med, og som alle er ratificerede haver med klare etiske retningslinjer (EAZA). Anmodningen blev behandlet af EAZA’s girafkoordinator Jörg Jebram, som ikke kunne finde en aftager til giraffen blandt EAZA’s medlemmer.
Zoologisk Have besluttede derefter at aflive den sunde han-giraf, ligesom de, vanen tro, besluttede ikke at putte med det, dvs. efter aflivning kunne besøgende gæster overvære obduktionen, og herefter ville kødet blive kastet for havens rovdyr.
Ekstra Bladet opsnappede historien om den planlagte aflivning og skrev om det på en forside. Herefter brød en sand mediestorm ud, fordi historien bredte sig til alverdens hjørner. Kendte mennesker som Ricky Gervais og Kirstie Alley blev rasende. Bengt Holst modtog såvel dødstrusler som tilbud fra rige mennesker og ikke-ratificerede dyreparker, som ønskede at overtage giraffen, og på et tidspunkt var mediestormen og raseriet over Danmarks behandling af dyr på niveau med Muhammedkrisen.
Holst optrådte i adskillige tv-interviews, hvor han redegjorde for rationalet bag beslutningen, såvel om aflivning men især om ikke at gemme det væk. I EAZA blev uroen stor for de zoologiske havers legitimitet, og især den franske del ønskede at ekskludere Zoologisk Have København, selv om metoden med aflivning er godkendt på lige fod med eksempelvis andre havers brug af prævention for at holde dyrebestanden på et niveau, der er passende.
SE UDDRAG FRA FILMEN SOM INTRODUKTION:
DEL 1: DIALOG OG DISKUSSION
OPGAVE 1:
HVEM SIGER HVAD?
- Find sammen to og to eller i små grupper.
- Herunder ses billeder af seks personer fra filmen samt seks forskellige udsagn. Gæt hvem, der siger hvad, og begrund jeres gæt. Skriv jeres svar ned ved at matche personerne 1 – 6 med udsagnene A – F.
- Opsamling. Gennemgå og diskuter jeres svar i fællesskab. Se de rigtige matches ved at se videoerne.
Udsagn A
“Genetisk hensyn er vigtigt, men må ikke blive vigtigere end et individs liv”
1
Bengt Holst.
Videnskabelig direktør, Zoologisk have.
Udsagn B
“Jeg tilbød ham en milllion dollars,
så får vi Marius til Californien.”
3
Claus Hjelmbak
Celebrity Broker
Udsagn C
“Jeg har det skidt med det, jeg har aldrig set en giraf før”
2
Ingrid Newkirk
Præsident for PETA
Udsagn D
“Undlad at avle dem, som om vi var guder. Vi er ikke guder. Lad dem være. De er ligesom os”
4
Rodolphe Delord
Formand for den franske zoo-organisation
Udsagn E
“Det er ikke grusomt. Det er naturligt”.
5
Dyreaktivister
Udsagn F
“Det kan ikke være rigtigt man avler dyr, og så afliver raske sunde dyr. Det er der simpelthen ikke nogen mening i. Dyr har også en sjæl og et hjerte”.
6
Ramzan Kadyrov
Præsident af republikken Tjetjenien
Spørgsmål til inspiration ved opsamling i klassen:
- Hvad tror I, der ligger bag personenernes individuelle udtalelser? Diskuter hvorfor de tænker og argumenterer, som de gør? Har de nogle personlige eller faglige interesser, der styrer deres synspunkter?
- Synes I, at det ville have været en god løsning at give Marius til en af de personer, der tilbyder at tage imod ham? Hvilke etiske overvejelser opstår i forbindelse med at overdrage Marius til privatpersoner? Hvordan afvejer vi disse mod hensynet til dyrets velfærd?
- Hvad mener I selv om aflivningen af Marius? Hvilke af personernes udsagn er I selv enige eller uenige i? Og hvorfor?
- Diskuter hvilke livssyn og natursyn I mener, der ligger bag udtalelserne?
OPGAVE 2:
TRE ETISKE TEMATIKKER
- Herunder er tre uddrag fra filmen, som åbner for etiske og moralske spørgsmål inden for tre forskellige temaer relateret til Marius-historien.
- Del klassen op i tre grupper.
- I kan vælge at fokusere på ét emne og filmklip, som alle grupper arbejder med. Alternativt kan I vælge, at grupperne arbejder med hver sit klip.
- Se filmklippet sammen i gruppen og diskuter, hvad der sker. Lad jer inspirere af spørgsmålene under klippet.
- Opsamling: Til slut samles op i klassen, hvor hver gruppe fortæller om de pointer, der er blevet diskuteret i gruppen.
1 – REAKTIONEN I DANMARK VS USA
Spørgsmål til inspiration:
I klippet siger Bengt Holst: “Og så er det jo også meget sigende for den måde, man ser på tingene i USA”.
- Hvad mener I er årsagerne til forskellene mellem Danmarks og USA’s reaktioner på aflivningen og obduktionen af Marius?
- Mener I, at der generelt er forskelle på de etiske og moralske værdier i Danmark og USA? Diskuter hvordan og hvorfor.
- Hvorfor tror I, at historien om Marius kunne skabe så stor opmærksomhed og debat på verdensplan?
- Hvorfor tror I, at hændelsen kunne vække så stærke følelser hos mennesker globalt set?
2. SHIT-STORM, HADEMAILS OG DØDSTRUSLER.
Spørgsmål til inspiration:
- Er det etisk og moralsk acceptabelt at sende hademails og dødstrusler? Hvorfor eller hvorfor ikke? Hvor går grænsen?
- Overvej hvilke konsekvenser hademails kan have for modtageren og afsenderen?
- Har man et etisk ansvar for, hvordan man ytrer sig, selv når man er stærkt uenig med nogen? Hvorfor eller hvorfor ikke?
- Under hvilke omstændigheder kan stærkt kritiske ytringer være berettigede, og hvor går jeres grænse til det uacceptable?
3 – MENNESKETS ROLLE OVERFOR NATUREN.
Spørgsmål til inspiration:
- Er det ok, at mennesker slår dyr ihjel? Hvorfor eller hvorfor ikke? Diskuter om der er nogle omstændigheder, hvor det kan være berettiget at slå dyr ihjel.
- Hvilke etiske og moralske dilemmaer kan der opstå i forbindelse med at slå dyr ihjel? Diskuter for og imod.
- “Liv er helligt” siger Joan Thygeren i videoen. Hvad mener hun med det? Og hvilke situationer kan I komme i tanke om, hvor dette synspunkt kan medføre etiske problemstillinger?
- Vi lever i den antropocæne tidsalder. Hvad betyder det? Diskuter derefter, om I mener, at dette syn på verden påvirker vores opfattelse af menneskets ret til at tage dyrs liv.
DEL 2: WORKSHOP
Rollespil og paneldebat
INTRODUKTION:
Forestil jer, at Zoos direktør Bengt Holst netop har annonceret, at giraffen Marius skal aflives, obduceres ved en offentlig begivenhed og til sidst gives som føde til løverne i zoo.
I skal nu forberede og afholde en paneldebat, hvor beslutningen fra Zoologisk Have debatteres. I indtager rollerne i paneldebatten. Debatdeltagerne bringer forskellige synspunkter, holdninger og argumenter på bordet. Nogle forsvarer Bengt Holsts argumenter, andre forsvarer Marius’ liv, og andre åbner en eksistentiel og etisk diskussion om værdien af liv og menneskets ret til at slå dyr ihjel.
OPTAKT:
Som optakt til workshoppen kan I vælge at se hele filmen (link findes på forsiden) eller uddraget herunder. Uddraget her er det samme som videoen oppe i introduktionsdelen øverst på siden, så hvis I allerede har set den, er det op til jer, om I vil gense den i forbindelse med arbejdet med workshoppen.
FORBEREDELSE:
- Lav grupper: Klassen deles i grupper á 3-4 personer. Én gruppe arbejder med rollen som vært for debatten, mens de andre grupper arbejder med rollerne som paneldeltagere.
- Vælg en karakter: I skal vælge en karakter, som I gerne vil være til paneldebatten. Som inspiration kan I se klippene i DEL 1 med et udvalg af de forskellige personer i filmen. I kan vælge en person fra filmen eller I kan selv vælge jeres egen karakter inspireret af personerne i filmen. Sørg for, at grupperne arbejder med forskellige karakterer, så I får forskellige synspunkter til debatten.
LÆR JERES KARAKTER AT KENDE:
- Til paneldeltager-grupperne: Research og snak sammen i gruppen om jeres karakter. Undersøg og find frem til jeres karakters holdninger og synspunkter til Marius historien. Find ud af, hvad jeres karakter mener og tænker, og udvikl argumenter for og imod aflivningen. Lad jer inspirere af følgende spørgsmål og find gerne selv på flere spørgsmål for at forberede jeres karakter til debatten:
- Hvad mener jeres karakter om aflivningen? Er de for eller imod? Og hvorfor?
- Hvilke etiske og moralske dilemmaer ser jeres karakter ved aflivningen?
- Hvad mener jeres person: Skulle Bengt Holst have taget imod tilbuddet om at overdrage Marius til andre?
- Er der en grænse for hvor meget af processen (aflivningen og obduktionen) som jeres karakter synes zoologisk have skulle dele med offentligheden?
- Hvad er jeres karakters syn på zoologiske haver generelt?
- Hvad er baggrunden for jeres persons argumenter og meninger, tror I?
- Til sidst vælger I 1-2 personer i hver paneldeltagergruppe til at være debatdeltager. Resten af gruppen udgør publikum under debatten.
- Til værtsrolle-gruppen: De elever, der forbereder sig som værter, skal have god indsigt i historien og de forskellige paneldeltageres synspunkter og argumenter. I skal forberede spørgsmål og modspørgsmål for at styre debatten.
- Til sidst vælger I to personer fra værtgruppen til at tage værtsrollen, når I skal afholde debatten. Resten i gruppen tager rollen som publikum.
FORBERED DEBATSTUDIET:
- Opstil bordene i klassen som et debat-studie.
- Lav skilte med navn og titel til paneldeltagerne.
- Placer publikum omkring deltagerne
AFHOLD DEBAT:
• Værten introducerer og starter debatten samt afslutter den.
• Introducer alle paneldeltagerne kort.
• Værterne er ordstyrere og guider debatten igennem. Husk at inddrag spørgsmål og kommentarer fra publikum i studiet.
• Bestem på forhånd hvor lang tid debatten skal vare. (Forslag 35 – 45 min.)